Foto: Belinda Fewings

Danskere udvinder proteiner fra rapsolie

Det dansk-ledede projekt Pro-Enrich arbejder sammen med internationale forskere, virksomheder og organisationer om at udvinde nye proteiner og andre aktive stoffer fra resterne af blandt andet raps- og olivenolieproduktionen.

På Teknologisk Institut i Høje Taastrup har man udviklet et bioraffinaderi, der nu udfører forsøg på udvinding af proteiner og andre aktive stoffer fra forskellige restprodukter og allerede nu, kan der udvindes proteinpulver fra rapspressekagen. Udvindingen af disse stoffer kan anvendes i fødevarer, medicin, kosmetik og bindemidler.

Ambitionen om at finde alternative proteinkilder har tiltrukket flere større internationale virksomheder, heriblandt producenten Mars, der står for at teste de proteiner der kommer ud af bioraffinaderiet på Teknologisk Institut.

”Vi vil gerne teste de produkter, der er kommer ud af projektet i nye typer vådfoder til kæledyr for at vurdere de specifikke fordele. Dette er i tråd med ambitionen om at indarbejde flere råmaterialer i vores produktion, som reducerer klimaftrykket,” siger Habil Seronei Chelulei Cheison, der er Global Flavour Innovation Manager hos Mars Petcare.

Han forklarer at projektet passer til den bæredygtige tilgang firmaet har forpligtet sig til i forhold til at udforske den bæredygtige udnyttelse af restproduktionen til råmateriale i brug i fødevarer og kæledyrsfoder.

Rapsolie, protein. bæredygtighed, fødevarer
Fint proteinpulver fra rapspressekage. Foto: Agro Business Park

Ved udvindingen af rapsolie, såvel som ved fødevareproduktionen af eksempelvis oliven, tomater og citrusfrugter står producenterne tilbage med et restprodukt i form af en pressekage der i dag hovedsageligt bliver brugt til dyrefoder eller i biogasanlæg, hvor der produceres energi. Det er ambitionen om en mere cirkulær og bæredygtig økonomi, der nu har fået det dansk-ledede projekt Pro-Enrich til at se sig om efter alternative anvendelsesmuligheder for restprodukterne fra olieproduktionen.

Klima og befolkningstilvækst

Kell Kleiner Andersen, der er projektleder i Agro Business Park, der står bag iværksætteri og idéudvikling inden for fødevarer og bioøkonomi, fortæller at den bæredygtige og cirkulære tankegang kommer til at fylde langt mere i fødevareproduktionen fremover. Det at fødevaregiganter som fx Mars vil deltage, er et udtryk for at bæredygtighed er blevet et vigtigt incitament for virksomhederne.

”Når der presses olie ud af raps, så er det ikke bare olien, der har værdi – resterne kan også opnå en høj værdi, og ud fra en cirkulær og bæredygtig tankegang, er det vigtigt, at vi ikke lader den gå til spilde. Desuden er det vigtigt, at vi finder alternative, bæredygtige proteinkilder både set fra et klimaperspektiv, men også på baggrund af den store befolkningstilvækst på verdensplan”, slutter Kell Kleiner Andersen.