DMI har udviklet et Klimaatlas, som giver et bud på, hvor der er særlig risiko for stormflod og skybrud og dermed risiko for oversvømmelser i fremtidens Danmark. Foto: DMI

Nyt klima-atlas afdækker fremtidens ekstreme vejr

Mikael Kristensen
Følg mig

Fremtidens vejr bliver mere ekstremt, og hvis vi ikke tager højde for det, kan det få alvorlige konsekvenser. For at afdække, hvor ekstremt vejret bliver i fremtiden, har DMI nu udviklet et ny Klimaatlas med viden om, hvordan det danske klima ændrer sig frem mod midten og slutningen af dette århundrede.

Klimaet ændrer sig – vejret bliver mere ekstremt. Vi kan derfor forvente flere stormfloder og flere kraftige skybrud i fremtidens Danmark. Det skal vi tage højde for, så vi undgår flere voldsomme oversvømmelser, som sætter huse eller hele bydele under vand. Gør vi ikke det, kan det blive potentielt farligt og dyrt for samfundet, lyder det i pressemeddelelse fra DMI.

DMI har derfor udviklet et Klimaatlas, som giver et bud på, hvor der er særlig risiko for stormflod og skybrud og dermed risiko for oversvømmelser i fremtidens Danmark. Dermed kan der tages forholdsregler mod fremtidens ekstreme vejr.

I Danmark er det kommunerne, der står for klimatilpasningen – det kan eksempelvis være at bygge diger eller skybrudssikre udsatte områder.

”Vi har helt fra de første streger på tegnebrættet haft fokus på at inddrage dem, der skal arbejde med Klimaatlasset i dagligdagen – så vi sikrer os det mest optimale arbejdsredskab. Vi sætter stor pris på det tætte samarbejde, vi har haft med et bredt udsnit af landets kommuner, men også regionerne, forsyningssektoren, landbruget, beredskaberne, forsikringsbranchen, større virksomheder og rådgivende ingeniører,” forklarer Marianne Thyrring, som er direktør på DMI.

Mangel på solide data

Kommunerne har tidligere selv skulle skaffe viden og data, og her har de manglet et landsdækkende og solidt datagrundlag. Med DMI’s nye Klimaatlas får kommunerne nu ét samlet bud på fremtidens klima baseret på den allernyeste viden og indsigt.

Klimaatlas indeholder i første omgang information om, hvordan fremtidens temperatur, nedbør, ekstremnedbør, havniveau og stormflod ser ud på nationalt og kommunalt niveau – og det er helt ned til 1 km gitter-kort.

”Nu har vi fået et landsdækkende, ensartet grundlag som er så fintmasket, at det kan anvendes på kommuneniveau. Vi har nu muligheden for at se på tværs af kommunegrænser. Vi kan tage beslutninger på et fælles grundlag for vandløb, kyster og udsatte områder. Også når de går på tværs af kommunegrænser. På den måde kan vi sammen med staten, nabokommuner og grundejerne vælge de rette løsninger i klimatilpasningen, og undgå fejlinvesteringer,” siger Jacob Bjerregaard, der er formand for Miljø- og Forsyningsudvalget i KL.

Med det nye Klimaatlas er vi hermed et godt skridt tættere på mere langsigtede løsninger for håndtering af fremtidens ekstreme vejr. Også klimaminister Dan Jørgensen (S) er begejstret for DMI’s nye atlas:

”Fremtidens klima bliver mere ekstremt, og det skal vi allerede nu forberede os på. Kommunerne står overfor store investeringer i klimatilpasning. DMI’s Klimaatlas bidrager med solid viden, som kan hjælpe dem med til at træffe de rigtige beslutninger. Det skulle gerne bidrage til bedre og billigere løsninger,” siger han.

Læs mere om det nye Klimaatlas

Kilde: Ritzau/DMI.