Foto: Febiyan/Unsplash

Forhindrer byerne os i at leve bæredygtigt?

Det spørgsmål var til debat da ”Live Like Tomorrow” rykkede ind i Dansk Arkitektur Center i forbindelse med C40 World Mayors Summit.

Til at debattere havde klimafestivalen ”Live Like Tomorrow”, som blev afholdt sideløbende med C40-topmødet, inviteret et panel med stort kendskab og ekspertise indenfor arkitektur og byggebranchen i Dansk Arkitektur Center.

Lene Dammand Lund, rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, lagde debatten ud med at understrege behovet for et fuldstændigt nyt design af vores byer og en opsang over, at selv om København har lavet mange gode initiativer, har vi stadig ikke fået styr på mængden af affald vi producerer. Både Lene Dammand Lund og Anne Skovbro, administrerende direktør ved By & Havn, lagde debatten igennem vægt på behovet for mere viden og data til bedre at kunne finde kreative løsninger og for bedre at kunne vurdere om løsningerne rent faktisk er effektive.

David Zahle, som er partner i Bjarke Ingels Group, var som udgangspunkt enig i behovet for fortsat forskning, men påpegede at det i høj grad er evalueringerne efter innovative projekter er afsluttet der mangler, og som der sjældent bliver afsat penge til. At ny viden ikke bliver brugt i flere projekter og skaleres op i størrelse, skal i følge David, ikke ses som udtryk for en uvilje mod at dele den viden, men som resultatet af manglen på nogen der kan evaluere de store mængder ny viden, hvilket skulle være muligt igennem flere tværfaglige samarbejder.

Fællesskaber skal drive forandringen

Debatten lagde ikke kun vægt på hvordan infrastrukturen og bygningerne i byerne skal ændres i fremtiden, men også på hvordan vi som byboere skal ændre vores adfærd. Hvordan man får folk til at ændre deres vaner og til at leve mere bæredygtigt, havde Rikke Amalie Søndler, Partner i EcoVillage, en holdning til. Med udgangspunkt i deres nye økolandsby i Lejre, fortalte Rikke om hvordan de gennem udformningen af deres økolandsbyer vil ændre folks vaner:

”Beboerne vil gerne leve på en anden måde, de vil gerne ændre deres vaner. Bygninger og byer er delagtige i at gøre det nemt for folk at forurene, vi vil gerne gøre det nemt ikke at forurene”, sagde hun.

Ifølge hende gør vores nuværende bygninger ikke noget godt for vores adfærd. Til stadighed bygger vi for store huse og lejligheder, hvilket giver os mulighed for et stadigt større forbrug. Store hjem betyder masser af opbevaringsplads og et højere forbrug af el og varme. Rikke Søndler lagde desuden vægt på, at byerne i dag er bygget på en måde, der gør det svært for os at deltage i fællesskaber med de mennesker, der bor tæt på os samt at dele vores ressourcer og overskud af fx. mad, hvilket der lægges stor vægt på at gøre nemt i økolandsbyerne.

Til at debattere havde klimafestivalen ”Live Like Tomorrow”, som blev afholdt sideløbende med C40-topmødet, inviteret et panel med stort kendskab og ekspertise indenfor arkitektur og byggebranchen i Dansk Arkitektur Center. Foto: Lea Nissen

I de afsluttende bemærkninger fra deltagerne understregede Anne Skovbro at der efter hendes mening skal arbejdes både med konstruktioner såvel med det individuelle plan, men at det individuelle plan ikke er nok i sig selv, for selv om folk gerne vil gøre noget, er der en begrænsning for meget man vil betale for fx. hjem lavet af genbrugsmaterialer.

Kunst til klimadebatten

Efter selve debatten blev både paneldeltagere og tilskuere inviteret til at deltage i kunstprojektet Breathe With Me af Jeppe Hein. Projektet, som blev lanceret i September ved FN’s hovedkvarter i New York, er lavet for at skabe opmærksomhed på, at den luft vi indånder er en del af vores fælles verden og klima.

Kunstprojektet inviterer sine deltagere til at tage en dyb indånding og ved udånding male en blå streg. Hvert persons åndedrag bliver således en blå streg side om side med de andre deltageres åndedrag, og sammen skal de repræsentere et kollektivt åndedrag for vores verden.

Jeppe Hein har lavet projektet i samarbejde med Art 2030, en organisation der forsøger at forene kunsten med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.