Fødevareminister Mogens Jensen besøgte kvæggården, Kroghsminde for at blive klogere på, hvordan klimahandlingsplaner kan bringe CO2-udleningen i minus. Foto: Irene Brandt-Møller.

Mogens Jensen: Økologisk landbrug spiller en vigtig rolle i fremtiden

Mikael Kristensen
Følg mig

Fødevareminister Mogens Jensen (S) besøgte mandag den økologiske kvæggård Kroghsminde ved Ølgod. Her fik ministeren indblik i, hvordan frivillige klimatiltag i praksis har bragt CO2-udledningen i minus på gården.

KORT NYT: På Kroghsminde producerer 145 malkekøer mælk til Naturmælk, og i den daglige mælkeproduktion er klimahandlinger tænkt ind i form af fokus på blandt andet fodring med klimavenligt foder, jordfordeling, transport med lastbiler over større afstande, større marker, fokus på sædskifte og nye cirkulationspumper i malkerummet.

Hver for sig bidrager disse tiltag med mindre udledning af CO2, men de store aktører i gårdens klimaregnskab er gårdens vindmølle og biogasanlæg. Besøget har ifølge Økologisk Landsforening givet ministeren inspiration til, hvordan klimaet kan håndteres i landbruget og inspirationen lovede han at arbejde videre med på nationalt plan og i EU.

“Kroghsminde er et billede på fremtidens landbrug. Og jeg er ikke i tvivl om, at dansk landbrug med lav eller ingen klimabelastning vil være et godt brand, som kan gavne danske landbrugsprodukter på eksportmarkederne,” sagde Mogens Jensen og forsatte:

“Når økologiske landbrug kan være så effektive, er jeg ikke i tvivl om, at de økologiske landbrug kommer til at spille en vigtig rolle i fremtiden i Danmark. Det bestyrker mig i, at det er en rigtig beslutning, regeringen traf, da vi besluttede, at det økologiske areal skal fordobles.”

S-regeringen er fra flere sider – blandt andet af Økologisk Landsforenings – blevet kritiseret for, at den trods målsætningen om at fordoble det økologiske areal, ikke har sat penge af på næste års finanslov, som kan understøtte omlægningen til mere økologisk produktion.

“Regeringen har mange ambitiøse mål, og vi kan ikke løfte dem alle i den første finanslov, vi laver. Det er derfor vigtigt, at vi har tålmodighed, så vi kan finde de rigtige virkemidler, som kan sikre at målsætningen nås,” sagde Mogens Jensen.

Kilde: Økologisk Landsforening