I de første ni måneder af 2019 er der ifølge boligsiden.dk solgt huse for 91,6 milliarder kroner i Danmark. Foto: Nick Karvounis

Ny undersøgelse: Kun hver 3. boligkøber forstår energimærknings-rapporten

Mikael Kristensen
Følg mig

KORT NYT: En ny undersøgelse viser at kun hver 3. boligkøber over 25 år forstår Energimærknings-rapporten helt ved deres seneste boligkøb. Desuden er det kun 38 procent af boligkøberne over 25 år, der følger anbefalingerne i energimærknings-rapporten. Undersøgelsen viser yderligere at næsten 50 procent ikke følger de selvsamme anbefalinger.

Kun 20 procent af boligkøbere over 25 år ser energimærkningsrapporten som ”meget vigtig” i forhold til de øvrige dokumenter, rapporter og attester i en bolighandel.

Undersøgelsen bekræfter ifølge ejendomsmæglerkæden RealMæglerne, at der er behov for flere og bedre grønne løsninger for boligejerne.

RealMæglerne barsler nu med flere grønne tiltag på vegne af boligkøberne og boligejerne – aktuelt som central aktør i et adfærdsforskningsprojekt fra Energistyrelsen, ifølge en pressemeddelelse fra ejendomsmæglerkæden.

Projektet undersøger mulighederne for, hvordan flere boligejere kan få øjnene op for at gennemføre energiforbedringer af boligen. Energistyrelsen er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

”Boliger og byggeri står ifølge Energistyrelsen for cirka 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug. Det kan vi gøre bedre sammen”, siger Preben Merrild Angelo, der er adm. direktør i RealMæglerne.

Som en del af projektet vil potentielle boligkøberes adfærd og intentioner omkring energiforbedringer blive dokumenteret. Teknisk betyder det, at der i testperioden indsamles data om adfærd på RealMæglernes boligplatform i henhold til Energimærket/Energirapporten.

Det er dermed ikke personlige data, der dokumenteres og måles på, men udelukkende data om bevægelsesmønstre og effekten af digitale virkemidler.

Boliger sælges hurtigere

Ifølge Realmæglerne sælges boliger med bedre energimærker hurtigere. Samtidig er der i Danmark et stort potentiale for at nedbringe CO2-udledningen ved at spare på energiforbruget i private boliger.

”Vi vil selvfølgelig gerne være bannerfører for det her projekt, som både hjælper klimaet, og som på sigt gør boligerne i vores boligplatform endnu mere attraktive for boligkøberne”, siger Preben Merrild Angelo.

Konklusionerne i projektet kan, såfremt der kommer entydige svar, være medvirkende til, at Energimærkningsrapportens anbefalinger får en mere synlig position i forbindelse med køb og salg af private boliger i Danmark.

I de første ni måneder af 2019 er der ifølge boligsiden.dk solgt huse for 91,6 milliarder kroner i Danmark. Det er det højeste beløb i årtiet. I 2018 blev der handlet ca. 48.000 huse. Det svarer til et salg på 133 huse hver dag.

Undersøgelsen er foretaget af Voxmeter for Realmæglerne. Undersøgelsen er repræsentativ for den danske befolkning over 25 år og belyser energimærkningen af boliger og dennes betydning i forbindelse med køb og salg af bolig. Undersøgelsen er foretaget blandt flere end 1.000 respondenter.

Kilder: Realmæglerne, Boligsiden.dk