Foto: Middelfart Kommune

Næste år: Stort klimafolkemøde i Middelfart

KORT NYT: Regionsrådet i Region Syddanmark har i denne uge afsat to millioner kroner til at løfte Klimafolkemødet i Middelfart til en begivenhed, der ”skal skabe nationale løsninger på klimaudfordringen”.

Region Syddanmark og Middelfart Kommune indgik tidligere på året en strategisk samarbejdsaftale om at løfte Klimafolkemødet i Middelfart til en national begivenhed, der ifølge Region Syddanmark være med til skal skabe løsninger på klimaudfordringen og inspirere borgere, beslutningstagere, virksomheder og organisationer til konkret handling.

Middelfart Kommune har de seneste tre år afholdt Klimafolkemødet, som år for år har affødt stigende interesse fra aktører i hele Danmark, lyder det i pressemeddelelse fra Region Syddanmark.

Med baggrund i den store interesse i klimaspørgsmålet fra danskerne har regionsrådet i denne uge afsat to millioner kroner til at sikre, at Klimafolkemødet i august 2020 får mulighed for at rumme deltagere fra hele landet og manifestere sig som en national begivenhed, der sætter klimaudfordringen på dagsordenen og skaber fælles løsninger.

”Klima er et højt prioriteret område i Region Syddanmark, og som region har vi en unik erfaring med at finde fælles løsninger på tværgående problemstillinger via partnerskaber”, siger Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark og fortsætter:

“Klimaudfordringen kender ingen kommunegrænser, og derfor skal vi finde de gode løsninger i fællesskab – både kommuner, regioner, staten, virksomheder, organisationer og borgere. Det kan et stærkt nationalt klimafolkemøde være en vigtig platform for at understøtte”, siger hun.


“Klimaudfordringen kender ingen kommunegrænser, og derfor skal vi finde de gode løsninger i fællesskab”, siger Stephanie Lose (V). Foto: Region Syddanmark

Videns- og erfaringsudveksling

Klimafolkemødet er en årlig begivenhed, som tydeligt sætter klima på dagsordenen og fungerer som en national arena for videns- og erfaringsudveksling på klimaområdet.

Fra 27. til 29. august 2020 danner Middelfart By således rammen om en lang række aktiviteter i klimaets tegn – herunder debatter, boder med innovative klimaløsninger, workshops og undervisning.

Formålet med Klimafolkemødet er helt enkelt at inspirere til handling – både for beslutningstagere, virksomheder, organisationer og borgere.

Borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd Jensen (S) glad for beslutningen:

”Med Region Syddanmark har vi en strategisk partner, der gør det muligt at løfte klimafolkemødet til en national begivenhed. Det er godt, for der er behov for et rum, hvor beslutningstagere kan mødes med borgere, NGO’er, virksomheder og aktivister og blive præsenteret for de mange løsninger, der allerede findes derude, siger Johannes Lundsfryd Jensen og fortsætter:

”Klimaudfordringerne skal løses blandt borgerne og virksomhederne i kommunerne. Det er os, der skal gå forrest, hvis det skal lykkes at opnå de store C02-reduktioner, der er nødvendige. Derfor er det uhyre vigtigt, at kommunerne og regionerne går forrest i arbejdet, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Kilde: Middelfart Kommune og Region Syddanmark