Den danske dagligvarevirksomhed, Coop, vil med en ny plan sætte en højere standard for klimamål blandt verdens supermarkeds-koncerner. Udfasning af unødig plastik og emballage er et element i planen. Foto: Siine Fiig.

Coop klar med ny klimaplan

Mikael Kristensen
Følg mig

Med milliardinvesteringer vil Coop reducere CO2 udledningen med 75 procent i 2025 og satser på at blive klimapositive i 2030. Landvind og solceller skal med stor sandsynlighed dække en væsentlig del af koncernens samlede elforbrug. I det nye år lanceres et klimamodul i Coop App’en, der findes på 1,5 mio. danskeres mobiltelefon.

Den danske dagligvarevirksomhed, Coop, vil med en ny plan sætte en højere standard for klimamål blandt verdens supermarkeds-koncerner. Og gå længere end regeringens ambitioner er for området.

I 2025 skal CO2-udledningen fra Coops driftsaktiviteter således være reduceret med 75 procent, og i 2030 skal driften være klimapositiv.

Coop vil yderligere reducere sin indirekte drivhusgasudledning fra leverandører, transportører og forbrugere, så der reduceres med mere end en million tons årligt i 2030. Det svarer ifølge COOP til mere end to procent af Danmarks nationale klimaregnskab.

Planen er udarbejdet over de seneste seks måneder, hvor såvel klimaeksperter som Coops 1,8 million medlemmer, er blevet hørt om, hvad planen skulle indeholde.

En række bærende elementer skal skabe den store reduktion, blandt andet er vindenergi og solceller en del af løsningen, fortæller klimachef Peter Svendsen fra Coop til KLIMANYT.

”Det bliver med meget stor sandsynlighed enten landvind eller solceller der gerne skal dække en væsentlig del af koncernen samlede elforbrug. Der er en række parametre der vil gøre sig gældende i udvælgelsen af løsningen for vedvarende energi, og vi glæder os til at løfte sløret i løbet af 2020. Det vigtigste for os er, at det er ny vedvarende energi som kun bliver sat op på foranledning af Coop, samt at såfremt det vil optage et større areal, at dette areal ikke er det bedste muld til fødevareproducerende formål”, siger han.

“Med den stærkt stigende bevidsthed, der er i befolkningen, er det nødvendigt, at vi er ambitiøse og klar til at tage konkrete valg, der kan reducere den klimabelastningen siger Signe D. Frese, CSR-direktør i Coop. Foto: Mika Baumeister.

Klimaaftryk på mobilen

Forbrugere kommer også til møde Coops klimaindsats via klimakampagner og muligheden for at følge eget klimaftryk på mobiltelefonen.,

“Klimaudfordringen er måske den største miljøudfordring menneskeheden har stået overfor og med den stærkt stigende bevidsthed, der er i befolkningen, er det nødvendigt, at vi er ambitiøse og klar til at tage konkrete valg, der kan reducere den klimabelastning, der er ved at drive dagligvarehandel,” siger CSR-direktør i Coop, Signe D. Frese.

Men hvordan bliver det muligt for COOP’s kunder at følge deres klima-aftryk?

”I løbet af første halvår 2020 bliver der lanceret et tilvalgmodul i Coop Appen der i dag ligger på 1,5 mio. danskeres telefon. Det vil være frivilligt baseret, men såfremt brugerne takker ja til tilvalget, vil alle deres fødevarekøb i Coop Appen blive klimaklassificeret og sammenregnet på kategoriniveau, således man som bruger kan få et overblik over dels, hvor klimabelastende er ”jeg” grundlæggende i forhold til andre sammenlignelige danskere og dels hvilke kategorier af mine indkøb, der er de mest klimaintensive”, forklarer klimachef Peter Svendsen fra Coop.

“Vi tror dette initiativ vil have en stor oplysende effekt for vores mange brugere, og forhåbentlig resultere i et grønne indkøb”, siger han.

“Man kan som bruger få et overblik dels over hvor klimabelastende er ”jeg” grundlæggende i forhold til andre sammenlignelige danskere og dels hvilke kategorier af mine indkøb, der er de mest klimaintensive”

Peter Svendsen, klimachef, Coop

Udfasning af plast

COOP er ligeledes i gang med at udfase unødig plastik og emballage omkring produkter i deres detailhandel.

“Siden lanceringen af vores plast- og emballagestrategi, sparer vi nu 2500 ton ny plast om året, sammenlignet med før strategien blev til. Det er summen af dels plast, vi helt har fjernet eller plast vi har erstattet med pap eller papir, samt ”ny” plast vi har erstattet med genanvendt eller biobaseret plast”, forklarer Peter Svendsen til KLIMANYT.

Udfasning af engangsservice lavet af plast, bæreposer af biobaseret plast, samt kødbakker der nu laves af genanvendt plast, er ifølge Peter Svendsen også en del af plastindsatsen.

Den nye plan baserer sig ifølge Coop på det internationale og anerkendte rammeværk for reduktioner kaldet Science Based Targets. Det betyder at reduktionerne læner sig op af Parisaftalens målsætninger og videnskaben.

Læs mere om Coops klimaindsats