Foto: Sønderborg Kommune

Danmark får to nye pilotnaturparker

Pilotnaturpark Nordals og Pilotnaturpark Ringsted er netop blevet optaget i Friluftsrådets mærkningsordning Danske Naturparker. Derudover har Naturpark Amager, Naturpark Maribosøerne og Naturpark Nakskov Fjord fået fornyet deres status som naturpark.

KORT NYT: Pilotnaturpark Nordals og Pilotnaturpark Ringsted er netop blevet optaget i mærkningsordningen Danske Naturparker, som Friluftsrådet står bag. Der findes nu i alt 11 naturparker og tre pilotnaturparker, som er medlemmer af Danske Naturparker.

“Det er en stor dag for Danske Naturparker, hvor vi kan byde velkommen til Pilotnaturpark Nordals og Pilotnaturpark Ringsted. Det er to områder, som har masser at byde på i forhold til natur og friluftsliv, og vi glæder os til at se, hvordan de to pilotnaturparker vil udvikle sig til glæde for både lokale og besøgende,” siger Flemming Larsen i en pressemeddelelse. Han er formand for nationalkomitéen for Danske Naturparker og bestyrelsesmedlem i Friluftsrådet.

I Ringsted Kommune er borgmester Henrik Hvidsten glad for at så mange lodsejere og borgere bakker op om den nye Pilotnaturpark.

“Vi kan nu forsætte det gode arbejde med at udvikle kommunens natur og friluftsliv. Kommunens køb af Gyrstinge Sø og Haraldsted Sø i 2014 og det borgerdrevne projekt, Ringsted Oplevelsessti er to afgørende grunde til, at vi står her i dag”, siger Henrik Hvidesten.

Foto: Louise Pilgaard, Unsplash

Også i Sønderborg Kommune er der begejstring over, at Pilotnaturpark Nordals er blevet optaget som ny park i Danske Naturparker.

“Det er en supernyhed i en tid, hvor det ellers nok kan knibe med lyspunkter”, siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune.

“Jeg glæder mig til at se Pilotnaturpark Nordals vokse – fysisk og i folks bevidsthed – som et grønt åndehul i en grøn kommune”, siger han.

Naturparker inspirerer

Ud over de to nye udnævnelser, så er tre af de eksisterende naturparker også blevet genmærket. Naturpark Amager, Naturpark Maribosøerne og Naturpark Nakskov Fjord har fået bekræftet kvalitetsstemplet som naturområder af særlig kvalitet og betydning.

“Naturpark Amager, Naturpark Maribosøerne og Naturpark Nakskov Fjord er værdifulde medlemmer af Danske Naturparker. De tre naturparker har hver især bidraget med mange gode idéer og ny metoder til, hvordan man kan udvikle naturen og friluftslivet, hvilket har været med til at løfte Danske Naturparker som helhed,” forklarer Flemming Larsen fra Friluftsrådet.

Eksempelvis har Naturpark Maribosøerne udviklet et koncept for, hvordan lokale ildsjæle bliver engageret som guider i og omkring naturparken. Det er et koncept, som i de kommende år ifølge Friluftsrådet vil blive bredt ud til en lang række af de øvrige naturparker i forbindelse med et udviklingsprojekt for Danske Naturparker, der er støttet af Nordea-fonden.

Fakta om Danske Naturparker:

– Danske Naturparker er Friluftsrådets mærkningsordning for større sammenhængende naturområder af regional eller national betydning.

– For at blive optaget som naturpark er der 10 kriterier, der skal opfyldes. Blandt andet skal minimum 50 procent af naturparkens areal være beskyttet natur, og naturparken skal være forankret lokalt gennem inddragelse af borgere og lodsejere.

– Som pilotnaturpark skal man opfylde syv af de ti kriterier, hvis man kan sandsynliggøre, at alle 10 kriterier vil være opfyldt efter en årrække.

– Frivillighed er et bærende element for Danske Naturparker, og udvikling af naturparkerne skal ske nedefra. Det betyder, at alle lodsejere, foreninger, borgere og andre interessenter involveret i en naturpark selv bestemmer, hvilke projekter og tiltag man vil deltage i.

– Mærkningen gælder i fem år. Herefter skal parkerne genmærkes.

Kilde: Friluftsrådet