TRASH ART involverede cirka 500 festglade festivaldeltagere på dette års Smukfest i Skanderborg. Her er det Mathilde der giver sit bidrag om bæredygtighed nedskrevet på eget stykke affald. Det er kunstner Lise Vestergaard der står bag initiativet og værket. Foto: Lise Vestergaard

Debat: Kunst skal vinde vores hjerter tilbage til naturen

Lise Vestergaard er uddannet ved Designskolen i Kolding. Hun lever som kunstner på fuld tid.

Af Lise Vestergaard
Kunstner og foredragsholder

DEBAT: TRASH ART er en kunstfærdig genvej til hjerte, samtale og handling. Derfor skaber jeg værket med fokus på klima og en fælles fremtid, som inkluderer alle interesserede uanset forudsætninger – og som ønsker at udviske den fremmedgørelse, der er sket mellem os og naturen. Det er det, jeg vil bruge kunsten til – til at skabe en bevægelse tilbage til os selv og naturen.

For mig at se er vi gennem årtier blevet stærkt påvirket af den gigantiske markedsføringsmaskine, der har udviklet et arsenal af psykologiske våben, som får os til at tro, at vi køber og forbruger af egen fri vilje. Rigtig meget tyder på, at det ikke er tilfældet. For vi er flere og flere, som rammes af stress på arbejdet – hovedsageligt fordi vi sidder i et job alene for pengenes skyld, så vi kan købe os til et ‘lykkeligt’ liv.

Store billboads og hensynløse reklamer har i årtier dikteret det ‘perfekte’ liv og sikrer os lykke gennem køb af bestemte livsstilsprodukter. Vi opbevarer ting, vi ikke kunne undvære og bare måtte eje i opmagasineringsrum, vi også betaler leje for. Det er ikke kun kloden, vi stresser og udpiner af vores overforbrug – det er også os selv.

Stress og depression vil blive en af de største sygdomsfaktorer i år 2020. Derfor skal vi lære at lytte til os selv og glemme alt om de samfunds-økonomiske interesser.

Kunsten stiller spørgsmål

Den fælles overligger i dag tænker jeg må være ‘mindre forbrug og mere genbrug’. Vi har begået en menneskelig fejl, som vi skal rette op på – det handler ikke om os og dem, ej heller at forandringen sker et andet sted end hos os selv. Bekvemmelighedskulturen, hvor alt skal være nemt, før vi gør noget, er ovre. Det skal være slut med nemme løsninger, slut med brug-og-smid-væk kulturen –  hvis vi altså skal redde os selv fra os selv.

Og det er her, kunsten på sin uforpligtende måde skal give anledning til handling, give et venligt puf og blive en visuel og venlig påmindelse om klima og en fælles fremtid. Det er det, kunsten kan. Involvere og engagere og skabe en bevægelse hen imod noget større. Og det er det, jeg ønsker at bruge kunsten til. For kunsten er uforpligtende og stiller spørgsmål, i stedet for at diktere hvad der er rigtigt eller forkert. Kunst er den (næst) korteste vej mellem mennesker.

“Det skal være slut med nemme løsninger, slut med brug-og-smid-væk kulturen –  hvis vi altså skal redde os selv fra os selv”

Lise Vestergaard, kunstner

Et eksempel på dette er den seneste TRASH ART-event på Smukfest med et format på 3 gange 6 meter. Værket blev til i samarbejde med Renosyd, Smukfest og Smukfests genbrugsguider og involverede cirka 500 festglade festivaldeltagere, der har givet deres bidrag om bæredygtighed nedskrevet på et stykke affald (deres eget affald), som blev en integreret del af værket og dermed blev de en vigtig brik i det store billede. Som et levende samtale-værk med handling til følge. Billedet forestiller Walther (Smukfests maskot, red.) trække alt affald væk fra bøgeskoven, med fokus på, at vi skal vinde vores kærlighed tilbage til naturen.

Smukfest’ maskot Walther med guitaren på ryggen trækker affaldet væk fra bøgeskoven ved Skanderborg på dette års festival. Fokus er på, at vi skal vinde vores kærlighed tilbage til naturen, lyder det fra Lise Vestergaard. Foto: Lise Vestergaard

Kunsten at formidle et grønt budskab handler om involvering – og det er blevet til mange gode og intense samtaler omkring klimaforandringer, genbrug og bæredygtighed. Og selvom vi har at gøre med et efterhånden tungt emne – så er det netop vigtigt at have håb og holde liv i emnet omkring klima og bæredygtighed og gøre det til en let, sjov og kunstfærdig oplevelse.

Med ønsket om at vi skal blive bedre til at lytte til os selv og vores egen natur, samt at vi skal passe godt på hinanden og på naturen med kunst, der taler til hjertet.

Læs mere om THRASH ART og Lise Vestergaard

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos KLIMANYT skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til redaktion@klimanyt.dk