I Danmark står 10 af de største ansøgere for 73 procent af alle de grønne patentansøgninger. Foto: Arkivfoto, illustration.

Danmark står stærkt på grønne patenter inden for vind, men vi kan blive bedre

Danmark fastholder international styrkeposition inden for udviklingen af ny grøn teknologi, men positionen er båret af få nøgleindustrier og store virksomheder. Det viser ny rapport fra Patent- og Varemærkestyrelsen.

NY RAPPORT: Dansk vindenergi viser vejen i udviklingen af ny grøn teknologi. Det viser rapporten ’Danmarks grønne styrkeposition’ fra Patent- og Varemærkestyrelsen, der har undersøgt danske virksomheders grønne patentansøgninger til Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) de sidste 10 år. Samtidig peger rapporten på, at den danske udvikling af ny grøn teknologi kun er båret af få nøgleindustrier og store virksomheder.

”Det er meget positivt, at danske virksomheder har formået at udvikle og kommercialisere ny grøn teknologi. Mange af de eksporteventyr, som i dag gør Danmark til et velstående samfund, er født ud af den grønne omstilling. Det skal vi værne om, og vi skal derfor være opmærksomme på, at vores fremtidige grønne patentaktivitet fortsat sikrer et stærkt fundament for nye grønne erhvervseventyr,” siger erhvervsminister, Simon Kollerup i en pressemeddelelse.

Iværksætterne skal ikke glemmes

I Danmark står 10 af de største ansøgere for 73 procent af alle de grønne patentansøgninger med Vestas som den største ansøger efterfulgt af LM Wind Power. Sammen står de to virksomheder for knap 47 pct. af alle danske ansøgninger. Modsat spiller de små og mellemstore virksomheder, som udgør op mod 99 pct. af alle danske virksomheder, en begrænset rolle.

“Vi må ikke glemme, at også de små og mellemstore virksomheder, heriblandt iværksætterne, spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. Derfor er vi også opmærksomme på den opgave, der ligger forud med at få vores SMV’er på banen med at beskytte deres innovation og få det maksimale ud af deres grønne forretningsidéer og teknologier,” siger erhvervsminister, Simon Kollerup.

Desuden fastholder kun få nøgleindustrier den danske styrkeposition. Hvor 55 procent af alle de grønne patentansøgninger til Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) fra danske virksomheder dækker vindenergi, dækker 21 procent energireducerende teknologier til industriel produktion. Modsat er en branche kendt for stor CO2-udledning som bygge- og anlægsbranchen i mindre grad repræsenteret med kun 9 pct. af alle ansøgninger. Det lave niveau inden for byggebranchen gælder dog ikke kun Danmark. Også lande som USA, Sverige, Tyskland og Kina har et lavt niveau, hvilket peger på, at byggebranchen gemmer på et vækstpotentiale.

Patentering er afgørende

”Vi kan være stolte af, at vi forsat er i front på vindenergi og står godt i udviklingen af ny grøn teknologi til industrien. Men vi skal være opmærksomme på betydningen af vores snævre repræsentation. Vi kan fx se, at vores bæredygtige udvikling inden for ny teknologi er mere snæver end lande som Sverige, Tyskland, Kina og USA. Hvis danske virksomheder skal få fuldt udbytte af deres idéer og produktudvikling, er patentering af den nye teknologi afgørende. Ellers kan der være risiko for, at Danmark bliver overgået af andre globale spillere,” siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.

I 2018 lå 17 procent af alle danske ansøgninger til EPO inden for de grønne teknologier, hvilket er højere end både USA, Tyskland, Sverige og Kina. Men på trods af det høje niveau har Danmark ikke længere den grønne bane for sig selv. Kina har i perioden oplevet en stigning i grønne patentansøgninger på 539 procent, hvor Danmark har oplevet en stigning på 103 procent.

Patent- og Varemærkestyrelsen har udarbejdet analysen på baggrund af patentdata fra Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) i perioden 2008-2018. Den Europæiske Patentmyndighed tildeler og sikrer europæiske patenter i henhold til den Europæiske Patentkonvention.

Du kan læse hele rapporten her

Fakta
De 10 største danske patentansøgere inden for grøn teknologi hos Den Europæiske Patentmyndighed i perioden 2008-2018:

  • Vestas
  • LM Wind Power Patent Holding
  • Novozymes
  • Danmarks Tekniske Universitet
  • Haldor Topsoe
  • Envision Energy (Denmark)
  • Danfoss
  • Grundfos Holding
  • Rockwool International
  • DuPont Nutrition Biosciences Aps

Kilder: Patent- og Varemærkestyrelsen/Ritzau

Del med andre

Deltag i debatten

Skriv et svar

 

Få nyheder fra Klimanyt.dk

HOLD DIG OPDATERET