Tidligt søndag morgen 15. september mellem klokken 2.00 og 3.00 produceredes helt op til 60 procent mere strøm, end det danske marked efterspurgte. Foto: Energinet

Rekord: Vindmøller dækkede danskernes døgnforbrug

Efterårets første kraftige blæsevejr fejede ind over Danmark i weekenden, hvor vindstød af stormstyrke ramte Vestkysten og vindmøllerne.

Den kraftige vind gav sig til udslag i op til flere rekorder.

For første gang leverede vindmøllerne hele døgnet fra midnat til midnat strøm, der svarer til danskernes samlede forbrug og mere til.

130 procent strøm set over hele døgnet søndag, så danskerne fik masser af grøn strøm i stikkontakterne, samtidigt med at der kunne sælges til udlandet.

Tidligt søndag morgen 15. september mellem klokken 2.00 og 3.00 produceredes helt op til 60 procent mere strøm, end det danske marked efterspurgte. Det slog også den hidtidige rekord fra pinsedag, d. 9. juni 2019, hvor vindmøllerne stod for 52 procent mere produktion end forbruget.

Fart på omstillingen 

Døgnet d. 15. september 2019 blev ifølge Energinet en milepæl for Danmarks grønne omstilling, og det er historisk, at alle 24 timer havde vindmøllestrøm i overskud:

“For bare ti år siden fyldte vind kun omkring én femtedel af vores forsyning, så det er gået vanvittigt stærkt, når vi ikke bare har timer, men hele døgn, hvor vindmøller producerer mere strøm, end vi har brug for, siger Carsten Vittrup, der er energistrategisk rådgiver i Energinet.

Energinets hjemmeside viser løbende produktionen fra bl.a. vindmøller og solceller. Live-tallene bygger dels på målinger hos en lang række produktionsanlæg, dels på beregninger for forventet forbrug ved de vindmøller, solceller mv. der ikke sender livedata til ”Elsystemet lige nu” på hjemmesiden.

Nogle data er prognosetal/beregnede tal, og derfor bliver nogle tal for fx vindproduktion justeret lidt op eller ned, når den helt nøjagtige produktion efter typisk 7-10 dage er kendt.

LIVE: Se hvad vindmøllerne producerer

Kilde: Energinet/Ritzau