Foreviget på storskærme ved Dansk Industris topmøde rakte statminister Mette Frederiksen (S) i sin tale hånden frem til erhvervslivet og inviterede brancheorganisationer til at lave en ny klimakontrakt, hvor erhvervslivet branche for branche skal lægge en slagplan for at reducere CO2-udslippet frem mod 2030 og sikre klimaneutralitet i 2050. Foto: Mikael Kristensen

Dansk Industris nye klimaudspil får kritik og ros

Følg mig

Mikael Kristensen

Stifter & redaktør, KLIMANYT
mikael@klimanyt.dk
Mikael Kristensen
Følg mig

Latest posts by Mikael Kristensen (see all)

I denne uge præsenterede Dansk Industri en storstilet klimaplan. Planen er at reducere CO2-udslippet med op mod 70 procent i 2030 via blandt andet øget arbejdsudbud. Dette har i denne uge fået kritik fra flere eksperter og politikere – men der er også ros at hente.

Klimaplanen fra Dansk Industri kritiseres blandt andet for at den finansieres ved at sende 85.000 flere mennesker ud på det danske arbejdsmarked, heriblandt udenlandsk arbejdskraft, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. Det skriver Dagbladet Information.

“Man kan mildt sagt godt stille sig lidt skeptisk over for, om de forslag, DI kommer med, kan resultere i et øget arbejdsudbud på 85.000 mennesker”, siger Frederik Thuesen, der er seniorforsker hos VIVE til Information.

Mere end 85.000 ekstra sæt hænder på det danske arbejdsmarked frem mod 2030 skal nemlig ifølge Dansk Industri sikre penge i kassen til at eksekvere den nye klimaplan.

Birthe Larsen, der er lektor i økonomi på CBS er ligeledes kritisk overfor DI’s plan.

“85.000 mennesker er rigtig mange. Det er lige i overkanten og umiddelbart ikke realistisk,« siger hun til Information. Hun tilføjer dog at flere af DI’s forslag er “gode ideer”. Det drejer sig specielt ambitionen om at få mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Dansk Industri lancerede mandag deres nye klimaplan med 150 konkrete forslag under stor bevågenhed, og tirsdag i denne uge afholdte DI topmøde i DR’s Koncerthus med deltagelse af blandt andre statminister Mette Frederiksen (S), tidligere erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) samt repræsentation fra det danske og svenske kongehus.

Medarbejdere skal udvikle de grønne løsninger

“Hele motoren i DI’s 2030-plan er stærke og konkurrencedygtige virksomheder. For det er ude i virksomhederne, at vi sammen med vores dygtige medarbejdere kan udvikle de grønne løsninger, der gør den nødvendige grønne omstilling mulig”, sagde DI’s direktør Lars Sandahl Sørensen i forbindelse med lanceringen af planen.

Ifølge DI kan klimaplanen være med til at løfte velstanden i Danmark med mindst 110 milliarder kroner i 2030 og kan skabe 120.000 flere jobs ude i de private virksomheder.

Kritik og ros fra politikere

Men hos Enhedslisten er der kritik af klimaplanen. Mai Villadsen, der er miljøordfører for Enhedslisten, kritiserer planen for at at være direkte “ulighedskabende”.

“Planen er i bund-asocial, og 4/5 af den handler om at forgylde erhvervslivet og piske arbejdsløse og unge”, skriver Mai Villadsen på Twitter. Den radikale klimaordfører Ida Auken er modsat Villadsen mere begejstret for DI-planen.

“Jeg har aldrig set så visionær og ansvarlig en plan fra en erhvervsorganisation, som den DI netop har fremlagt. Den bakker op om 70 procent klimamålsætning, lægger op til at politikere og erhvervsliv når målet i fællesskab og skaber velstand og arbejdspladser på samme tid”, skriver Auken på Twitter.

Ifølge Peder J. Pedersen, der er professor emeritus i økonomi fra Aarhus Universitet, er det problem, når DI vil hæve arbejdsudbuddet.

“Problemet er bare, at man snart ikke kan hæve arbejdsudbuddet yderligere med pisk. Der er ikke meget mere at hente ved at stramme overførselsindkomsterne og lignende. Men til gengæld vil jeg mene, at det ikke er utænkeligt at skaffe mere arbejdskraft ved at bruge guleroden eller ved at gennemtænke, om der er områder, hvor uhensigtsmæssige og tunge regler holder et muligt udbud tilbage. Men om det kan blive til 85.000 mennesker, tvivler jeg på. Det er en flot målsætning, men det er umiddelbart urealistisk,« siger han til Dagbladet Information.

En milliard til grøn forskning

Det ser ud til at regeringen kommer Dansk Industri i møde, når det gælder flere midler til grøn forskning.

Der afsættes 1 milliard kroner ekstra til grøn forskning allerede fra næste år. Det annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S) på Socialdemokratiets årlige kongres i Aalborg.

De ekstra midler skal være med til at understøtte, at S-regeringen når i mål med sin klimaambition om at reducere CO2-udslippet med 70 procent i 2030.

“Vi har helt utrolig travlt med den grønne omstilling. Klimaforandringerne går stærkt. Vi kan se det. Vi kan mærke det. Men vi må erkende, at de store landvindinger af teknologisk karakter ikke kommer fra den ene dag til den anden. Løkke-regeringen startede med at skære ned på det grønne område, vi gør det modsatte”, sagde Mette Frederiksen i et interview med Politiken.

Meldingen blev straks modtaget med kyshånd af DI’s nytiltrådte direktør, Lars Sandahl Sørensen.

“Rigtig god udmelding fra statsministeren, som jeg kvitterer for. Mere grøn forskning er fuldstændig afgørende for, at vi sammen kan udvikle nye klimavenlige løsninger og teknologier, der kan sikre den grønne omstilling”.

Kilder: Information, Dansk Industri, Ritzau, Politiken

Del med andre

Deltag i debatten

Skriv et svar

 

Bliv skribent