Anders Kronborg er S-ordfører for landbrug, fødevarer og dyrevelfærd. Han blev valgt til folketinget for Socialdemokratiet ved valget den 5. juni 2019. Foto: Nordisk Råd.

S-ordfører: Vi skal alle tage en tørn for mere bæredygtige madvaner

Anders Kronborg
Latest posts by Anders Kronborg (see all)

    DEBAT: Vi har alle sammen et ansvar for at passe på vores klode. Hvis Danmark skal være førernation inden for en grøn og bæredygtig fødevarepolitik, så kræver det, at vi ændrer madvanerne – ikke kun hvad vi spiser, men også hvor meget vi levner.

    Og så kræver det ikke mindst andre vaner i hele produktionen af mad. Jeg tror på, at vi sammen kan vise resten af verden, at man både kan leve godt og bæredygtigt, hvis både producenter, detailhandel og forbrugere gør en indsats.

    Der er nemlig store udfordringer. Landbruget udleder stadig for meget kvælstof. Vi spiser for meget kød og for lidt grønt, og vi smider alt for meget mad ud. Klimaaftrykket fra danskernes mad udgør alene tre tons CO2 pr. person om året. Det er ret voldsomt, når man tænker på, at hver enkelt person i hele verden ifølge FN’s klimapanel samlet må bruge cirka 2-3 ton, hvis den globale temperaturstigning skal holdes inden for Parisaftalens mål om to grader.

    Vi skal vise omverdenen, at vi i flok kan skabe mere bæredygtige madvaner. Vi skal sætte ind i hele fødevarekæden – primærproduktionen, forarbejdningssektoren, i fødevareforbruget, på madspild. Og det er vigtigt at indsatsen bliver sammenhængende.

    Det kan virke som bagateller, når vi står hjemme i køkkenet og skal vurdere om de bananer, vi købte ind tidligere på ugen stadig er gode eller om de skal smides ud. Eller om det er oksekødet eller grøntsagerne, der fylder indkøbskurven, når vi køber ind til aftensmad. Hvilken forskel skulle det gøre for klimaet?

    Og selv hvis vi I Danmark fik mere bæredygtige madvaner, hvad kan lille Danmark så gøre af forskel for de verdensomspændende klimaudfordringer?

    Det korte svar er: MEGET! Men der skal selvfølgelig en kollektiv indsats til.

    Udvikling i stedet for afvikling

    I forhold til madproduktionen har vi som politikere, i samspil med landbruget, et ansvar for at skabe de bedste rammer for en bæredygtig produktion. I Socialdemokratiet er vi af den klare overbevisning, at landbruget og fødevaresektoren i Danmark skal udvikles og ikke afvikles.

    For vi kan være stolte af vores landbrug i Danmark, som sammenlignet med andre lande, ligger i den absolutte top i disciplinen bæredygtig produktion. Men der er brug for, at vi gør det endnu bedre.

    “I Socialdemokratiet er vi af den klare overbevisning, at landbruget og fødevaresektoren i Danmark skal udvikles og ikke afvikles. For vi kan være stolte af vores landbrug i Danmark, som sammenlignet med andre lande, ligger i den absolutte top i disciplinen bæredygtig produktion”

    Anders Kronborg, MF, Socialdemokratiet

    Det gør vi blandt andet ved både at stille krav til landbruget og tilbyde hjælp og nye værktøjer til at omstille produktionen til mere bæredygtighed. Hvis fødevaresektoren skal være klimaneutral i 2050, som de selv har sat sig som mål, så skal der også konkret handling til.

    Detailhandlen og forbrugerne skal også med. Derfor er der brug for, at vi som individer bliver bedre til at tænke over vores forbrug, at vi lærer hvad gode madvaner er. Og så er det en politisk opgave at sætte nogle rammer, som gør det nemmere og bedre at træffe de bæredygtige valg. Det gælder for både forbrugerne og producenterne.

    Det er samtidig vigtigt for mig, at den bæredygtige omstilling er socialt retfærdigt. Hvis vi forsøger at styre omstillingen alene ved at hæve afgifter, risikerer vi, at det rammer socialt skævt. Det nytter ikke noget, hvis vi skal have alle med på vognen. Indsatsen må tænkes bredere end det.

    “Det er vigtigt for mig, at den bæredygtige omstilling er socialt retfærdig. Hvis vi forsøger at styre omstillingen alene ved at hæve afgifter, risikerer vi, at det rammer socialt skævt”

    Anders Kronborg, MF, Socialdemokratiet

    Klimadiskussionen og den bæredygtige omstilling kan virke diffus og uoverskuelig for rigtig mange danskere. Derfor er det vigtigt, at vi fra politisk side sammen med relevante aktører får udbredt den nødvendige information om, hvad danskerne konkret selv kan gøre.

    For jeg har tillid til at danskerne kan bære det tunge ansvar. Jeg har tillid til, at vi sammen på tværs af politiske skel, sektorer og befolkningsgrupper sammen kan skabe bedre og mere bæredygtige madvaner

    Om Anders Kronborg:

    Anders Kronborg er S-ordfører for landbrug, fødevarer og dyrevelfærd. Han er født 18. marts 1982. Han blev valgt til folketinget for Socialdemokratiet i Sydjyllands Storkreds ved valget den 5. juni 2019.

    Anders Kronborg har tidligere arbejdet som lærer ved blandt andet Ribe Statsseminarium samt Vitaskolen Bohr og Blåbjerggskolen i Esbjerg. Han har været medlem af byrådet i Esbjerg Kommune i perioden 2005-2017.

    Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos KLIMANYT skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til redaktion@klimanyt.dk