Det nystiftede Veganerparti arrangerede for nylig en grøn festival på Vesterbro, hvor både aktivister fra Extinction Rebellion, politikere og grønne entusiaster var samlet. Foto: Johnny Højfeldt

”Spiser man vegansk bliver man ofte set som ekstrem eller religiøs”

Hvilke grundtanker ligger der bag det at være veganer, og hvordan laves der hverdagsaktivisme hos klimaaktivisterne i Extinction Rebellion? Det spurgte vi en række ildsjæle om, da det nystiftede Veganerparti i sidste uge arrangerede grøn festival på Vesterbro, hvor aktivister, politikere og grønne entusiaster var samlet.

I sidste uge blev Onkel Dannys Plads på Vesterbro overtaget af den grønne dagsorden. Veganerpartiet, Danmarks nye grønne parti, satte gang i en dag med workshops, foredrag, talere og koncerter i et forsøg på at bringe folk sammen om de grønne budskaber under festivaloverskriften Grønnere Koncert.

Hvorfor et politisk parti vil afholde en festival om miljø og klima forklarer Veganerpartiets presseansvarlige, Lars Corvinius Olesen:

”Vi anser et politisk parti som noget, der skal samle folk. Vi vælger derfor at samle folk om dét, der er allervigtigst lige nu – den grønne omstilling. Vi forsøger at skabe så mange bånd som muligt mellem mange forskellige initiativtagere, der allerede gør noget for klimaet, folkesundheden og dyrene”, siger han.

I forbindelse med arrangementet har det ikke kun været vigtigt for arrangørerne at italesætte de grønne budskaber, men også at selve arrangementet skulle være så grønt som muligt. Der blev både lavet kaffekrus af kartoffelmel, certificerede koncert-T-shirts og veganske madboder.

”Den veganske livsstil er noget der samler mange af aktørerne her i dag – fordi dét er noget, der virkelig gør en forskel for dyr, klima, miljø og folkesundhed”, forklarer Lars Olesen.

Ifølge Lars Olesen er eventet Grønnere Koncert en platform, der kan inspirere publikum til ikke bare at se politik som en tilskuersport, men også noget hvor borgere selv kan tage sagen i egen hånd. Det viste man blandt andet via de organisationer, der afholdte workshops og foredrag i løbet af dagen. En af de grupper, der var inviteret til at inspirere publikum var Extinction Rebellion.

Extinction Rebellion er måske mest kendt for deres mange aktioner, der især i udlandet har tiltrukket mange mennesker og fået meget opmærksomhed.

I starten af 2019 kom der gang i organisationens danske afdeling, og de har siden da været i medierne flere gange med deres aktioner, hvor de blandt andet har blokeret Holmens Bro i København.

Til Grønnere Koncert var Morten fra Aarhus-afdelingen tilstede for at tale om civil ulydighed, og hvorfor de benytter sig af netop dette i deres arbejde.

Anvendelsen af ikke-voldelig civil ulydighed i aktionerne er ifølge Morten en af de mest effektive måder at råbe politikerne op. Det betyder at Extinction Rebillions aktivister ofte anholdes i forbindelse med aktionerne. Han slår dog fast at villigheden til at blive anholdt på ingen måde er et krav for at deltage i gruppen.

”Alle er velkommen. Om man er klar til at lade sig anholde, eller om man ikke er klar til at lade sig anholde. Vi har masser af roller til folk der ikke er villige til at lave dette form for offer”, forklarer Morten.

Foto: Johnny Højfeldt

Morten uddyber videre, at det er en blandet skare, der er engageret i Extinction Rebellion i Danmark.

”Der er både garvede aktivister, og der er folk der aldrig har lavet aktivisme før. Man føler sig så presset af den klimakatastrofe vi står overfor, at mange føler sig nødsaget til at gøre noget, der er langt udenfor deres komfortzone. Fordi de kan se, at det er en klar nødvendighed”

Engageret eller radikal

Grupper som Extinction Rebellion kan ofte stå overfor problemet, at de affejes som værende for radikale. Dette kender Veganerpartiet også til.

Lars Corvinius Olesen fra Veganerpartiet forklarer, at de indtil for nylig har kæmpet imod et stigma der ofte følger med titlen som veganer.

”Spiser man vegansk er man ofte blevet set som enten radikal, ekstrem eller religiøs. Der er intet religiøst over det. Det er en nødvendighed at ændre sine egne handlinger for at understøtte sine egne værdier. Specielt i en tid hvor alle ønsker et bedre klima og bedre forhold for dyr og mennesker.”

Ifølge Lars er det dog ikke kun maden det handler om for Veganerpartiet.

”I vores tid har vi store, globale klima- og miljøkriser, hvor vi allesammen bliver nødt til at arbejde sammen på tværs. Det er ikke noget, som de to ideologier, socialisme og liberalisme, er gearet til med deres gamle grundtanker. Det kræver i stedet en empatisk, medfølende og altruistisk tilgang, hvor vi blander tankegangene fra begge ideologier for at løse vores problemer.”

Ifølge Lars har det været en god oplevelse at arrangere Grønnere Koncert, og derfor ser han også flere arrangementer for sig i fremtiden.

”Vi har oplevet stor succes på tværs af alle vores samarbejdspartnere, og kunsterne vil gerne spille for os og den gode sag. Vi er glade for at kunne samle folk, og det er derfor vores plan at gentage festivalen næste år”, slutter han.