Foto: Grøn Cirkulær Omstilling

Virksomheder kan få en hjælpende hånd til grøn omstilling

Et nyt nationalt projekt hjælper danske virksomheder, fra forskellige industrier, med at gøre den grønne omstilling til en god forretning.

GRØN OMSTILLING: Gør noget godt for klimaet og opnå konkurrencefordele. Det lyder godt, men hvor i alverden skal man starte, hvis man er en virksomhedsejer, som måske aldrig har hørt om cirkulær økonomi, eller har indsigt i hvordan omstillingen kan skabe profit?

Nu får 450 danske virksomheder mulighed for at få gratis hjælp til at gøre den grønne omstilling til en god forretning.

Danmark skal allerede i 2030 udlede 70 procent mindre klimagas. Skal vi nå vores klimamål, og samtidig kunne konkurrere på et globalt marked, er det derfor vigtigt at danske små og mellemstore virksomheder kommer med på den grønne omstilling.

”På få år er der kommet masser af opmærksomhed på klimatiltag og dette program skal hjælpe virksomhederne med hvordan SMV’er kan tjene penge på grøn omstilling og samtidig bidrage til at forbedre klimaet. Først skal vi få virksomhederne til at se, at der er en grøn virksomhedscase,” siger chefkonsulent Hans Henrik Nørgaard til Børsen. Nørgaard er fra Erhvervsstyrelsen, der sekretariatsbetjener Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, hvorfra hjælpeprogrammet udspringer.

Målet for projektet er at spare 19.000 ton CO2 årligt, ved at give virksomhederne en grøn cirkulær forretningsmodel og op til 90.000 kroner til deres grønne forretningsudvikling.

Stort potentiale

Ifølge projektet, Grøn Cirkulær Omstillings hjemmeside udgør de små og mellemstore virksomheder 99 procent af dansk erhvervsliv.

Cirkulær omstilling er vigtig, hvis vi skal reducere vores CO2-udledning. Det sker ikke, hvis vi kun omstiller energisektoren.

”Der er brug for at omstille hele Danmark til en cirkulær, grøn økonomi, hvis vi skal reducere CO2-udledningen. Mange tror, at det kun handler om energi. Det gør det ikke. Det vurderes, at 45 procent af de globale CO2-udledninger stammer fra materialer og produkter, som vi forbruger. Den viden skal vi handle på”, siger Camilla Haustrup Hermansen, der er direktør i Plus Pack og formand for regeringens klimapartnerskab for affald, vand og den cirkulære branche.

Ser vi alene på byggeriet, står fremstilling af byggematerialer, samt nedrivning og affaldshåndtering fra byggeri, for 11 procent af CO2-udledningen skabt af verdens energiproduktion.

Fremstilling af byggematerialer, samt nedrivning og affaldshåndtering fra byggeri står for 11 procent af CO2-udledningen skabt af verdens energiproduktion. Foto: Elena Rouame, Unsplash.

”Hver gang vi bygger en ny bygning i Danmark, reguleres der på driftsmiljøet, men ikke på materialer. Men materialerne og fremstillingen af dem er også afgørende i forhold til klimabelastningen og CO2-udledningen. Der er et kæmpe skjult potentiale ved at se på mere klimavenlige byggematerialer,” siger Harpa Birgisdottir, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet til videnskab.dk.

Nye muligheder og en god forretning

Manglende ressourcer og manglede viden er nogle af de primære udfordringer i forhold til at kickstarte en cirkulær omstilling. Det kan virke som for stor en mundfuld at komme i gang med for mange af virksomhederne, for hvor skal man starte, og hvad kan betale sig.

“Der er behov for nogle helt konkrete aktiviteter, som giver små og mellemstore virksomheder mulighed for at komme i gang med den cirkulære omstilling og for at realisere de potentialer der er forbundet med udviklingen af bæredygtige forretningsmodeller. Derfor giver dette projekt virksomhederne en mulighed, som både gavner klimaet, men også virksomhederne selv“, siger Karin Klitgaard, underdirektør i Dansk Industri, ifølge Grøn Cirkulær Omstilling.

Forløbet er tilpasset selvstændige virksomheder, der ikke er kommet i gang med den grønne omstilling.

Komproment, er et firma som i 2019 fik lavet en grøn forretningsmodel, hvilket har været en kickstarter til helt nye forretningsområder og nye markeder.

”Det at få en grøn og cirkulær forretningsmodel, har gjort, at vi i Komproment har differentieret os fra vores konkurrenter og fået åbnet op for nye forretningsområder. På mange områder blev vi pludselig frontrunnere, hvilket har været en stor konkurrencemæssig fordel. At det så også har tilført en masse positivt til virksomhedens kultur, er et kæmpe plus. For hvem kan ikke lide at arbejde i en virksomhed, som både tjener penge og gør noget godt for miljøet”, siger Mads Røge, CSR & Miljø, Komproment, i en pressemeddelelse fra Grøn Cirkulær Omstilling.

Vil du læse mere projektet og evt. ansøge om at komme med i det gratis forløb, så læs mere på Grøn Cirkulær Omstillings hjemmeside.

Del med andre

Deltag i debatten

2 kommentarer til “Virksomheder kan få en hjælpende hånd til grøn omstilling

  1. Super godt initiativ 👍
    En økonomisk hjælp er vist lige det, der skal til for at øge mange virksomheders interesse for grøn omstilling og dermed mindske deres CO2 udledning,
    Artiklen er ny viden for mig ift hvor mange brancher der udleder meget CO2- udledning
    Godt skrevet med veloplyste fakta,, Christina Ihler Madsen 👍

  2. En god artiklen der tydeligøre fordelen ved at hoppe på den grønne vogn, gratis hjælp og mulighed for at skabe mere profit, enhver kapitalistisk drøm.

Skriv et svar

 

Få nyheder fra Klimanyt.dk

HOLD DIG OPDATERET